Hvad har gardinprædikener, negationer (-ikke sætninger)
og trafikkens farer med hinanden at gøre?

Jo, fælles for dem alle er, at det er abstrakt information, som vores hjerner kan have vanskeligheder med at forstå og omsætte til konsekvens og handling. Vi kan altså blive for ”kloge” for os selv og for hinanden! Eller vi kan tale et sprog, som hjernen simpelthen ikke forstår. Der hvor vi tror, at vi er en hjælp i form af fine lange forklaringer, der står hjernen af. Eksemplerne kan være mange:

 

LAD OS STARTE MED LANGE GARDINPRÆDIKENER: 

Hvad er gardin prædikener? Gardinprædikener kan f.eks. være virkelig lange, velargumenterede og gennemanalyserede argumenter for bestemte handlinger. For eksempel: Gardinprædikener som argumenterer for bedre håndhygiejne. Bedre kø-kultur. Eller mere motion. Lange gardinprædikener refererer til Kahnemans system 2. Hvis vi skal omsætte lange gardinprædikener til handling kræver det opmærksomhed, koncentration, analyse, bevidste overvejelser og høj grad af motivation og vilje. Nogen gange hjælper de mange argumenter til forandring – mange gange gør de ikke. Ønsker vi forandringer kan vi med fordel tale til system 1. Vi kan gøre det nemt for hjernen at vælge noget andet. Ved at forstå hjernens spilleregler kan vi gøre det oplevelsesmæssigt nemmere at vælge rigtigt.

OG TIL NEGATIONERNE "DU MÅ IKKE VENDE DIG OM":

Hvad så med negationerne? Hvorfor er de interessante, i forhold til om vi taler et sprog, som hjernen forstår. Et eksempel: Du sidder på cafe og siger til veninden: ”Nu må du ikke vende dig om, men lige derovre sidder…”. Hvad sker der? Veninden vender sig om inden du har færdiggjort sætningen. Ordet ”ikke” er umiddelbart for abstrakt for vores hjerner. Vi ved det alle sammen godt, men vi falder alligevel kommunikativt i gang på gang i hverdagen. Forud for jobsamtalen kan vi sige: ”Du skal ikke være nervøs”. Eller: ”Lad være med at bekymre dig”. Dette er væk-fra mål. Ting vi ikke må eller ikke skal. Fokus bliver lagt herpå, men hvis vi ikke skal dét - hvad skal vi så?? Det får vores hjerner intet bud på eller hjælp til. Måske skal vi i stedet som en start trække vejret dybt nogle gange…

TRAFIKKENS FARER

Hvad så med farer i trafikken. Burde vores hjerner ikke forstå disse ydre og konkrete farer? Ikke iflg. hjerneforskningen. Farer i trafikken er nyligere tilkomne problemer i vores samfund. Her gælder, at vores urgamle hjerne er disponeret til automatisk at rette sig mod oprindelige farer så som: Tab af grund under fødderne, højder og mørke. I disse basale situationer aktiveres frygten automatisk og lettere. Selvom vi ved, at der ikke er stor sandsynlighed for, at der står nogen og venter ude i mørket ved skraldespanden, når den skal tømmes ved sen aftenstid, så kan lyden af en puslen i krattet alligevel aktivere vores frygt pludseligt og let. Ældgamle og biologisk betingede strukturer i vores hjerne gør at mørke forbindes med farer så som rovdyr. Interessant hvordan trafikken omvendt bliver en abstrakt trussel som vores hjerne har svært ved at forstå konsekvenserne af.

 

Tak for inspirationen til refleksionerne fra Hjernedagen 2017.